Der er et øjeblik, lige før man skal sove,
når alt er helt rigtigt.

Dynens vægt lægger sig.
Ikke tung. Ikke spinkel. Bare til stede.
Dine skuldre sænker sig. Din vejrtrækning bliver langsommere.

De fleste nætter er dette øjeblik kort.
Noget flytter sig. For varmt. Så koldt. Svedigt.
Du tilpasser dig, halvvågen, aldrig helt tilbage
til den første, perfekte følelse.

Hvad hvis du kunne blive der?

Hvordan kan den samme dyne holde min mand kølig og mig varm? Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad, for jeg elsker det.

"Men i går sov jeg som en baby i en mors livmoder. Det er utroligt! Det er som intet andet, jeg nogensinde har sovet under! Følelsen af ​​at være varm er så anderledes. Den svøber dig ind i dig, uden at være for varm på samme tid. Måske var jeg en alpaka i mit tidligere liv?! Jeg følte mig som om jeg var kommet hjem, da jeg sov under din dyne."